Forårs rengøring

“Indre og ydre rod”

Jeg roder!

Make it stand out

Whatever it is, the way you tell your story online can make all the difference.

Det har jeg altid gjort mere eller mindre. Både omkring mig og inden i mig.

Jeg har altid holdt af at samle på ting. Jeg er vant til at passe på mine ting og tingene repræsenterer mit liv. De er ”vidner” til mit liv og viser at ”jeg har været her”. De fortæller hvem jeg er og hjælper mig til at huske når jeg er så glemsomt.

Hmm…. Når jeg har en følelse af, at jeg ikke ved ”hvem jeg er”, er det rart at kunne kigge på den enorme mængde ting og sager jeg har samlet. Så føler jeg, at jeg kan se mig selv, se hvem jeg er, hvad jeg har lært og hvad jeg har produceret. Derfor beholder jeg også papirer fra diverse kurser og uddannelser jeg har været på, samt souvenirs, tøj, sko og pynteting.

I modsætning til mange andre, har jeg ”kun” flyttet 1 gang, i de sidste 24 år jeg har boet i Danmark. Heraf 8 år sammen med min mand uden barn, og 16 år med både mand, barn og heste. Ikke underligt at jeg har nået at samle så meget! 24 år fyldt med flere uddannelser, kurser, hobbyer, et barn, flere heste, geder, påfugle, en relativ stor ejendom på landet, og til tider også en kæreste….tja… det fylder alt sammen.

Og så har jeg ikke engang inkluderet hvad min mand selv har samlet i løbet af sit aktive liv! Som også fylder rundt omkring mit skab.

Jeg er opdraget i Frankrig af en generation, der ikke tog lån, men knoklede for at bygge hus og hjem uden at låne penge. Og det tog mange år, før huset blev færdigt. Da det endelig var færdigt, kunne de begynde forfra med at renovere.

Min mor fortalte mig ofte, at: ”havde de ikke selv bygget og repareret huset, købt brugt, repareret både bil og hvidevarer, samt holdt haven selv, ville der ikke have været penge til ferier, legetøj og uddannelse”. Ja, tak – det ved jeg jo godt! Det har jeg hørt på i snart 47 år! Men det hjælper mig ikke i dag. Og så måske alligevel. Jeg har styr på min økonomi. Jeg spilder ikke penge. Jeg køber på genbrug og laver gerne ting selv, men når det er sagt, så har jeg jo ikke brug for at fylde huset med alt det som andre får brug for, en dag. Eller for den sags skyld, få dårlig samvittighed hver gang jeg bruger penge eller smide noget ud.

Efter 47 år, er mit ”livs skab” fyldt op, til bristepunkt!

Billedet af ”mit skab” dukkede op da jeg var på et par-kommunikationskursus, generøst tilbudt af Veterancentret, da min mand har været udsendt.

Og billedet satte sig fast på min nethinde. Hver gang min mand eller underviserne, nærmede sig håndtaget, begyndte jeg at græde (afklaringer, grænser, værdiger, konfliktløsning osv). Det var ret anstrengende at græde og mærke smerte uden at kunne snakke om hvad der skete inden i mig.

Jeg takker min mand for hans tålmodighed og for billedet, der på sin helt egen måde viste mig hvad det hele handlede om.

Mit skab er fyldt op!

Mit liv som et tøjskab

Make it stand out

Whatever it is, the way you tell your story online can make all the difference.

Hvis mit liv var et skab, så ville den første hylde, repræsentere mit liv som baby og lille pige. Bunden af skabet var det sted jeg kunne nå og således det sted indtryk, sansninger, oplevelser, erindringer kunne lagre sig, helt af sig selv.

Da jeg begyndte at gå, kunne jeg så småt nå op til den første hylde og begynde at samle ting og sager der. Da jeg lærte at rydde op på mit værelse, lærte jeg også, at det nemmeste var at smide ting ind i skabet og lukke døren. Hvad man ikke ser, skal man ikke bekymre sig om! Og mor var tilfreds.

Det sammen gjorde jeg med mine følelser! De følelser, der ikke var så pæne eller tilladt at udtrykke, blev gemt i bunden af skabet, bag det som jeg mente var i orden at vise. Blandt andet den søde og pæne pige, som efterhånden også blev storesøster.

Gad vide hvor mange ”glemte følelser” jeg har smidt i bunden af skabet, bag min store bamse som til tider var gennemvædet af tårer, og mast flad af vrede, og ked-af-det-hed.

Som tiden gik, blev jeg større, og kunne nå højre op i skabet. Jeg begyndte at fylde de næste hylder før jeg flyttede til Danmark med kun en rygsæk.  Jeg ved ikke hvad der skete der. Måske regnede jeg med, at jeg ville få et nyt skab, som jeg kunne begynde at fylde op. Jeg besluttede mig for at blive i Danmark.
Livet var både dejligt og svært, usikkert med små jobs og uddannelser. Dog var min mand min anker.

Jeg nåede til et punkt, hvor jeg begyndte at ”bygge rede” og når der ikke var mere plads omkring mig (for et barn kræver jo lidt plads), så smed jeg igen ting ind i skabet – tøj, ting, følelser og oplevelser – alt blev bare smidt derind, og flere kasser stabledes i kalderen.

Nu, sad jeg så der sammen med min mand til et par-kommunikationskursus, og efter i flere år bare at have smidt ting ind i skabet, gået ned med stress og droppet ud af det konventionelle arbejdsmarked, med et skab proppet til bristepunktet – hvor stykker af tøj stak ud gennem sprækkerne. Jeg frygtede skabet; turde ikke åbne det, og kunne nærmest gå i panik bare ved tanken om at det hele ville eksplodere, hvis jeg åbnede op.

Kropsterapi: En vej til forandring

Make it stand out

Whatever it is, the way you tell your story online can make all the difference.

Som mange ved, er jeg blevet uddannet  til Totum Kropsterapeut i Århus. Under uddannelsesforløbet deltog vi i et 4 dages internat, hvor vi selv lagde krop til en intensiv træning.

Jeg var så bange for at deltage. Bange for at blive ”pillet fra hinanden”, bange for at mit skab skulle eksplodere og at jeg ikke ville kunne håndtere rodet.

Der var afsat 4 timer til behandlingen og den blev udført af to af mine medstuderende, skarpt overvåget af en supervisor.

Jeg var så spændt!

Gråden sad allerede klar i halsen, da jeg vågende om morgenen. Men igennem gråden, begyndt jeg lige så stille at kigge på skabet, for jeg vidste, at det skulle åbnes, hvis jeg vil kunne leve og føle mig fri – både fysisk og psykisk, hvis der skulle skabes plads.

Fire timer senere føltes hovedet tungt af gråd, og kroppen var øm. Jeg rejste mig fra briksen efter en vild rejse. En rejse der havde været trygt guidet af mine medstuderende…. Og ja, de havde været på arbejde! Og ja, jeg fik åbnet skabet, sammen med dem. Det eksploderede ikke…. Jeg er for pæn en pige til at lade det ske, men nogle ting faldt ud og det var okay. ”Herre Gud… det er jo bare tøj,” tænkte jeg frustreret og skamfuld. ”Hvor svært kan det være!”

Der blev berørt blandt andet temaer som: grænser, forældre accept og kærlighed, overlevelsesstrategier, mønstre, vred.

Jeg sov godt den nat og næste morgen følte jeg mig lettet. Der var kommet luft i mit skab! Jeg havde en følelse af at stråle, og jeg kunne se, at mange af de andre medstuderende også strålede.

Det føltes som om en let forårsbrise havde blæst dørene åbne på mit skab og blæst nullermændene væk fra de nederste hylder. Den havde blidt, men bestemt, renset ud i det gamle skab og erstattet den indestængte og stagnerede luft, med noget friskt.

Mit liv som et tovbunke

Under behandlingen så jeg for mig et andet billede, et billede af situationer hvor jeg, i mine følelsers vold, ikke ved hvilken ende af tovet jeg skal hive i. Jeg mister overblikket og skvulper i et hav af følelser, både gamle og nye.

Jeg oplevede hvor virksomt det var at have en behandler til at hjælpe mig med at holde styr på tov bunken. Én der blev ved med at vende tilbage til det jeg måske forsøgte at undgå. Jeg blev kærligt, men også fast, guidet til at være i det der var. Hovedet ledte efter forklaringer og bortforklaringer, men kroppen arbejdede alligevel og med mine medstuderendes hjælp, skvulpede jeg over nogle kanter og mærkede smerter, men jeg fandt også en tov-ende at gribe.

Under en Totum-behandling, er det én selv, der laver arbejdet. Behandleren inviterer ved at spørge, lytte, give omsorg og trykke på kroppen, men det er én selv, der åbner dørene. Måske lidt modvilligt, for det gør jo ondt, fysisk og følelsesmæssigt…. Men det er det hele værd.

Jeg er i dag lettet, gladere, men ved også, at der skal ryddes mere op lige som man gør hver forår.

Når jeg mærker, at der bliver trangt i mit skab, og der bliver en næste gang, for jeg er en samler, så vil jeg uden tvivl besøge en Totum-behandler og få hjælp til at få ryddet op igen.

Det gælder det for mig om løbende at rydde op, for at skabe luft og tomhed omkring mig, så der igen kan blive plads til at være kreativ og til at have energi til at “være” for min familie og klienter.

Er du tit syg?

Måske er dit ”tøjskab” fyldt op og der har samlet sig mug eller husstøvmider?

Er din lunte kort? Og du føler dig nemt klemt.

Måske er dit ”livsskab” ved at være fyldt op til bristepunktet?

Så hvorfor ikke lade en Totum-behandler guide dig gennem en god oprydning?

Du er selvfølgelig velkommen forbi min klinik i Stenbjerg;)

Forårs hilsen fra Flora